Ekstreme oplevelser i fjeldet

Vilde svenske oplevelser

Hvis man har modet til at forsøge sig med ekstremt skiløb, så er Sverige et godt sted at starte. Læs om de mange vilde, svenske oplevelser man kan få på sin skiferie.

Af Kristoffer Frenkel

Fredrik Schenholm

Bundet sammen i et rødt reb går vi på række i ét geled og i takt bag vores guide. Solen skinner, og vinden er i øjeblikket stilnet så meget af, at vi kan mærke solen varme vores blege kinder.

Med den brunmalede fjeldstation bag os har vi nu tre timers svedig skibestigning over Kebnepaktegletsjerens mange sprækker foran os.

Denne del af Sverige, som i tusindvis af år har været det område, hvor samerne har drevet deres rener rundt, er i den seneste tid blevet en større attraktion som følge af den voksende trend inden for skiløb – at erobre bjerget med ski og skind under fødderne.

Bjergene ligner ikke de svenske fjelde, jeg er vant til – de er høje, nøgne og har en meget vildere karakter.

Vi befinder os langt oppe i de svenske fjelde, i Tarfaladalen, kun nogle kilometer fra Kebnekaise, Sveriges højeste bjerg.

Henrik Trygg: Riksgränsen heliskiing

Henrik Trygg: Riksgränsen heliskiing

I Alperne kalder man det randonée, i Sverige er navnet toptur, og det foregår på almindelige alpinski – ofte brede offpistski – og med en speciel binding, der kan løftes i hælen.

Under skiene sætter man syntetiske skind, og så er det ellers bare at gå opad. Når toppen er nået, tages skindene af, og bindingen låses fast i hælen, og man kører ned ad bjerget, som var det et par helt almindelige ski.

Det simple skiliv

I fem dage lever og bor vi i det øde og forblæste Tarfala. Vores hus, en simpel fjeldhytte uden el og rindende vand, ligger længst inde i dalen og udgør basen for de dagsudflugter,vi tager på i bjergene rundt om os. Den eneste bekvemmelighed, hytten har at smykke sig med i ugens løb, er gaskomfuret og kaminen i ægte, solidt støbejern.

Vandet henter vi ved den opgravede brønd nogle få skridt fra hytten, og toilettet ligger yderligere 50 skridt væk.

Udviklingen i skiindustrien har været i rivende fart, og tiden, da man kaldte carvingski for timeglas og rynkede på næsen ad snowboardere, er for længst forbi.

Det stringente alpine fokus, som længe dominerede skiløb, er slækket, og i dag gør flere skiløbere krav på at bruge hele bjerget. Den nye teknik har gjort skiløbet nemmere, især offpist, da formen på skiene gør, at man lettere flyder oven på sneen som en korkprop i stedet for at grave sig ned i den.

Fredrik Schenholm: Vilde svenske oplevelser i snevejr

Måske er det en længsel tilbage til rødderne og nærheden til det naturlige, det handler om. Skiområder markedsfører sig i stadig højere grad med at have gode offpistmuligheder, og interessen for rene offpistrejser stiger rundt om i verden. Det, som for ti år siden var en uopnåelig drøm for mange; at opleve uberørt puddersne i eksotiske egne, er i dag blot nogle internetklik borte.

Storslåede muligheder

Trenden med at komme ud i naturen har bragt nogle af de mere afsidesliggende dele af Norden på kortet.

Den svenske fjeldverden er storslået, og der er ikke bygget skisystemer på en stor del af den. For dem, som vil prøve noget andet end de vanlige skiferieoplevelser, er et besøg på et af STF’s mange vandrehjem i fjeldområderne et fantastisk alternativ.

Deres opgave er at hjælpe os med at finde de bedste ruter og navigere os over det storslåede og til tider farlige gletsjerområde.

Omkring Kebnekaise ligger der flere gletsjere, som det kræver gode færdigheder at krydse. Vi har fået hjælp af Sara Widell, snart færdiguddannet bjergguide, samt Kristian Inga, fjeldfører ved Kebnekaise Fjeldstation.

Morgenproceduren er altid den samme: Tidlig morgenmad, på med de syntetiske skind, som gør det muligt for os at gå op ad bjerget med skiene på fødderne, sørge for ventilation i jakkerne og begynde at bestige bjerget.

Meditativ vandring

Fredrik Schenholm: Riksgränsen i Lapland

Fredrik Schenholm: Riksgränsen i Lapland

At få udstyret på går hurtigere for hver dag, og det bedste er den meditative tilstand, som indfinder sig under de krævende timer mod toppen. Rebet mellem os i gruppen skal forhindre, at man falder ned i gletsjersprækker, og det må ikke blive slapt i toppen.

Det betyder, at vi træder synkroniseret og sagte vugges ind i vores tanker. Skridt for skridt nærmer vi os toppen, og jo tungere mit åndedræt bliver af den stejle stigning, desto dybere synker jeg ind i en flowlignende tilstand, hvor jeg betragter den vidunderlige natur akkompagneret af mit åndedræt og lyden af skiene, som trækkes gennem sneen.

Tiden går hurtigt, og da vi når toppen, vækkes jeg af den mentalt afslappede tilstand, jeg har befundet mig i gennem de seneste timer. Så kobles jeg af selen på rebet, rykker det klæbrige skind af skiene og fikserer den bageste binding.

Snart skal vi stå på ski, men først en velfortjent frokost på toppen!

Frokost smager altid bedst, når man har nogle hundrede højdemeter i benene. Vores guider viser på et kort, hvor vi skal hen, og forklarer pædagogisk, hvordan vi skal opføre os på vejen ned til vores fjeldhytte.

Det kildrer i maven, da vi løber over gletsjeren. Anledningen er de store snebroer (lag af sne, som har lagt sig over gletsjernes naturlige sprækker), som ikke er stærke nok til at bære en skiløbers vægt, hvis man standser på dem. Vi har fået instrukser om ikke at standse, inden vi er nået det angivne samlingspunkt.

Tanken ”farten er min ven” farer gennem mit hoved, da jeg lægger gruppen bag mig. Med en blanding af skræk og begejstring suser jeg de cirka 1.000 højdemeter ned til dalen, og med et stort smil på læberne og adrenalinen pumpende ser jeg den brune lille hytte i bunden nærme sig.

Plads til alle på bjerget

Fredrik Schenholm: Vilde svenske oplevelser - bergbestigning

I dag mødes randonéeløbere med spritny udrustning og pensionerede naturentusiaster med knæstrømper i fjeldene. Begge søger ud i naturen og ensomme dale, og den typiske friluftsfarer har fået selskab af de unge, som før jagede urørt sne på skiområder.

Måske beskriver det engelske udtryk ”earn your turns”, at fortjene sine sving, det bedst, og måske ligger den nyvundne popularitet i den totale kontrast til storbylivet, som en randonéetur indebærer? Flere finder ud i det mere vilde og øde Sverige, væk fra de velpræparerede pister.

I det sydlige Sverige er bladene på træerne allerede kommet frem, men heroppe er forårssneen fortsat kold og fin. Takket være nogle centimeter sne, der kom i løbet af natten, efterlader jeg smukt min signatur på bjerget.

Jeg føler mig som i et med naturen og er nærmest lykkelig, da jeg sammen med de andre går tilbage over den frosne sø til vores spartanske hus. Rejsens enkelhed har været sjæleligt rensende – og pludselig er kortet over, hvad jeg kan på ski, tegnet om.

Jeg vil ikke holde op med at komme på skisportssteder, men jeg er ikke længere tvunget til udelukkende at rejse til dem. Verden er blevet større.


 

4 vilde oplevelser i Sverige

Åre

Et af de mest velrenommerede skisportssteder i Sverige er Åre. Sammen med Duved i vest og Björnen i øst er der ikke blot skabt et stort skiområde med både fine pister og god faldhøjde.

Offpisten ligger i en klasse for sig! Åreskutan har fostret flere verdensmestre i offpist end noget andet bjerg, og en snevejrsdag er alle fra byen på jagt efter det hvide guld, og visse forretninger er lukkede med henvisning til, at der varsles om puddersne. Sådan er det bare i en by fyldt med skiløbere!

Læs mere her

 

Riksgränsen

Selvom vejret ikke altid viser sig fra sin bedste side, er Sveriges nordligste skiområde et besøg værd. Følelsen af ødemark, når man kører i toget fra Kiruna, er meget nærværende. Godt oppe mod grænsen findes der uendelige muligheder for varieret offpistskiløb.

Man kan enten komme rundt med liftsystemet eller hyre en guide for at gå en længere tur på fjeldet. Den bedste tid er fra april til slutningen af maj, hvor man på grund af midnatssolen kan stå på ski til langt ud på aftenen! Riksgränsen er også stedet for de skiløbere, som vil have helikopterskiing på urørte bjerge.

Læs mere her

 

Funäsfjällen

Sveriges måske mest snesikre skiområde byder også på eventyrlig offpist. I skiområdet er skoven tæt, og for den teknisk dygtige er det et perfekt sted at varme op, inden man begiver sig ud på den lidt større tur – heliskiing.

I Funäsfjällen tilbydes der helikopterskiløb på nogle af Sveriges mest fantastiske tinder. Helagsfjället er en af de tinder, man flyver til, og har en faldhøjde på op til 800 meter!

Læs mere her

 

Storulvån

Vil man bestige bjerget for egen kraft, kan den moderne fjeldstation i Storulvån cirka en times kørsel nord for Åre være et rigtig godt udgangspunkt. Her samles entusiaster og mere seriøse skiløbere for at komme op ad bjerget med hjælp fra de kunstige skind, der klistres under skiene. Nær ved fjeldstationen ligger den lettilgængelige og hyggelige Getryggen.

For dem, som vil udfordre sig selv, kan en længere tur ind i naturreservatet mod Sylarna være et alternativ. Hvis man hellere vil lægge sin energi i nedkørslerne end i glæden og tilfredsstillelsen ved selv at bestige bjerget, kører der ofte bæltekøretøjer, som kan transportere puddersnehungrende skiløbere til toppen.

Vil du have mere inspiration?

Anbefalede artikler

Henrik Windstedt ...

Den professionelle freerider Henrik Windstedt er født med...

Læs mere her

Langrend i Sverige

Langrend i Sverige giver dig chancen for at træne og ople...

Læs mere her

Oplev Sveriges st...

Sverige byder på storslået natur - og du kan komme helt t...

Læs mere her
Se alle artikler her