Åre er uden tvivl det skisportssted i Norden, der kommer tættest på Alperne. Med sine 111 nedfarter og 41 lifter er her rigeligt med udfordringer til alle skiløbere – både dem med masser af kilometer skiløb i benene, og dem der skal prøve det for allerførste gang.
Skisportsstedet Åre består af de fem områder Åre Björnen, Åre By, Rödkullen, Tegefjäll og Duved.
For børnefamilierne er Åre Björnen en vaskeægte perle. Hytter og lejlighedskomplekser ligger lige ved pisterne, og børnene er i centrum hele tiden. Rödkullen, Tegefjäll og Duved byder også på forrygende muligheder for børnefamilierne.

Området ved Åre By byder på det sværeste skiløb, og det er også herfra, man tager liften op til toppen af Åreskutan, 1.420 meter over havet. Herfra er udsigten betagende og skiløbet fantastisk – såvel på som uden for pisten. Selve byen byder på pulserende natteliv og masser af bjergstemning.
